Hvorfor vælge et trægulv?

17 maj 2020 Camilla Skøtt

Der findes en lang række forskellige gulvtyper, og indenfor de seneste år er det blevet populært med særligt betongulve og linoleumsgulve. Trægulvet står dog stadig øverst på de fleste danskeres ønskeliste – men hvorfor?

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er trægulvet en tilbagevendende klassiker, og det er ikke uden grund. Der findes mange forskellige typer af trægulv, ligesom træsorterne varierer fra helt lyse og enkle til de mere mørke og dybe. 

Overvejer du også at få et trægulv, så læs med her, og bliv klogere på fordele og ulemper.

Elegant overflade

En af trægulvets helt store forcer er det smukke udseende. Med et trægulv får du en klassisk og elegant bund til din bolig, og det går aldrig af mode. Samtidig er hver enkelt planke eller brædde unik i sin struktur, og derfor vil dit trægulv altid være noget for sig.

Samtidig – som en ekstra bonus – er de massive trægulve kendt for at tilføre rummet en god akustik, hvilket især er nødvendigt i nyere huse med store rum.

Kræver vedligehold

Modsat et betongulv eller et linoleumsgulv, der bare skal støvsuges og vaskes, er det lidt anderledes, når det kommer til trægulve – de kræver nemlig en smule vedligehold (medmindre du vælger at lakere det). 

Et oliebehandlet trægulv skal have plejeolie på udsatte områder og én gang om året anbefales det, at du giver gulvet ny olie, så brædderne mættes.

Et sæbebehandlet trægulv skal vaskes med sæbespåner en gang om ugen, mens du en gang i måneden bør give det en grundig omgang med nye spåner til at mætte gulvet, så det kan modstå skidt og snavs.

Er du ikke så god til at passe på dit trægulv – eller har du overtaget en bolig fra en, der har ladet stå til – så er der heldigvis en anden god ting ved trægulve; de kan slibes, og herefter bliver de så gode som nye.

Flere Nyheder